Som bruger af stiger, er der opstillet en række krav. Disse krav skal beskytte brugeren med hensyn til sikkerhed og ergonomi. Som udgangspunkt, skelner vi mellem brug af transportable og faste stiger, som adgang til maskiner og bygninger. Den væsentligste vejledning finder du her: Forebyg fald fra højden
Endvidere findes der en række faktaark og branchevejledninger omkring sikker brug af stiger. Alle disse kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk. Som leverandør af stiger er det vigtigt for os, at vores stiger og platforme lever op til disse krav, men lige så vigtigt er den rådgivning, vi giver til vores kunder. Derfor har vi her listet nogle af kravene, samt vores egne anbefalinger til, hvorledes de kan efterleves.
Ved transportable stiger gælder, at arbejde udført fra en stige, ikke må udføres i større højde end 5 meter, målt fra grundniveau og til sidste trin man står på. Dog med nogle undtagelser, som vurderes ud fra opgaven der udføres. Er stigen over 5 meter, skal der være en fodmand, med mindre stigen er fastgjort, f.eks med en stigeholder.
Bruges en transportabel stige som adgangsvej, skal denne mindst placeres 1 meter over adgangsstedet. Forefindes der en faststige, gælder det, at er stigen over 3 meter, skal denne være forsynet med rygbøjler. En faststige har ingen maksimalhøjde, men der skal for hver 6. meter være en hvileplatform. Denne afstand kan dog variere, baseret på frekvensen af brug eller hvis stigen har et faldsikringssystem monteret, der sikrer brugeren mod fald.